Alight, en førende nordisk solenergiudvikler og uafhængig energiproducent (IPP), udvider sin tilstedeværelse i Danmark gennem købet af 215 MWp Lidsø solpark på Lolland, Danmark. Projektet, der er udviklet af European Energy, bliver en af landets største solparker og markerer en vigtig milepæl i Alights strategiske vækst i regionen. SEB har støttet Alight i overtagelsen af solparken med en gældsfinansiering på 127 millioner euro.

Lidsø solpark ligger i Rødby Havn i Lolland Kommune, og opførelsen af parken begyndte i sommeren 2024. Parken forventes at blive taget i brug i sommeren 2025. To blue chip-virksomheder vil købe elektriciteten den producerer.
Denne overtagelse styrker Alights position som førende i norden inden for solenergi. Siden grundlæggelsen i Sverige i 2013 har Alight konsekvent fremmet udbredelsen af solenergi i hele regionen. I 2023 ekspanderede virksomheden til Finland, hvor den nu har over 900 MWp solenergi under udvikling. Indtrængen på det danske marked diversificerer Alights portefølje og positionerer virksomheden på et marked, der har en betydelig vækst i efterspørgslen på elektricitet.
Warren Campbell, CEO for Alight, siger:
– Danmark repræsenterer en spændende mulighed for Alight. Vores opkøb af Lidsø Solpark, som European Energy har udviklet med stor ekspertise, vil bidrage til at imødekomme landets stigende efterspørgsel på elektricitet og markerer kun begyndelsen på vores planer om at bidrage til Danmarks energiomstilling. Yderligere strategiske opkøb og partnerskaber vil spille en central rolle i vores ekspansion.
Knud Erik Andersen, CEO for European Energy, siger:
– Vi er glade for, at Alight overtager Lidsø solpark, et projekt, vi omhyggeligt har udviklet og sikret med langsigtede strømaftaler. Denne transaktion understreger European Energys evne til at bringe højkvalitetsaktiver inden for vedvarende energi på markedet. Vi er overbeviste om, at Alight vil være en ansvarlig og kompetent ejer, der sikrer, at parken fortsat bidrager til Danmarks omstilling til ren energi.
Alight planlægger at udvide sin tilstedeværelse i Danmark og resten af Norden gennem strategiske opkøb og andre partnerskaber. Opkøbet af Lidsø Solpark følger Alights nylige meddelelse om sit første opkøb af en solpark i Ramsjöholm, Sverige, og understreger selskabets forpligtelse til at levere rene, pålidelige og omkostningseffektive solenergiløsninger i hele Europa.
Fakta om Lidsø Solpark
Beliggenhed: Rødby Havn i Lolland Kommune
Udviklet af: European Energy A/S
Ejet af: Alight AB
Størrelse: 253 hektar
Installeret kapacitet: 215 MWp
Årlig produktion: 262 GWh, svarende til elforbruget i næsten 65.000 husstande*
Status: Tages i brug i 2025
*Baseret på et gennemsnitligt europæisk husholdningsforbrug på 3.800 kWh om året
Johanna Snickars
Chief Communications & Sustainability Officer
johanna.snickars@alight-energy.com